INTERVIEW
Mukupa: Natasja var en inspiration
Mukupa slipper aldrig savnet af sin veninde, sangerinden Natasja, som ved en tragisk ulykke døde på Jamaica.
onsdag 27.1.10
- Af Kira E. / Foto PR
Hvornår besluttede du dig for, at du ville skrive bogen om Natasja?
Allerede et par dage efter ulykken skrev jeg en lille passage, om første gang Natasja og jeg mødte hinanden på Midtfyns Festivalen. Jeg skrev for min egen skyld, fordi jeg var bange for at glemme minderne. Da Politikens Forlag nogle måneder senere spurgte, om jeg havde lyst til at skrive en biografi om hende sammen med Rasmus Poulsen, sagde jeg ja, fordi det var en mulighed for mig at samle minderne et sted og at give andre et kendskab til hendes interessante liv.
Hvorfor synes du, at bogen skulle laves?
Bogen var ikke svær at skrive, fordi Natasjas liv indeholdt så mange oplevelser. Natasja var en helt unik og spændende person og efter hendes død var det for nogen opfattelsen, at hendes musik kun blev kendt på grund af hendes død.
Med denne bog fortæller vi om hendes barndom på Islands Brygge, hendes færden I reggaemiljøet, tiden som galopjockey og tilbage til musikken og Jamaica. Bogen giver én et indblik i alle de facetter hun indeholdt, og som var med til at gøre, at hun skrev den musik, hun gjorde. Hun var en inspiration, og forhåbentligt får læseren også det ud af det.
Hvad er dit råd til andre piger, der har mistet en veninde eller en anden, de elsker?
Jeg tror, vi alle har vores måde at komme videre på. Natasja og jeg har/havde mange veninder, og en måde, jeg bearbejdede sorgen på, var at snakke om hende med veninderne. Om minderne - både de gode og dårlige. Vi så ekstra meget til hinanden i den periode og kunne have brug for hinanden konstant og andre gange skulle man helst bare være alene. Heldigvis gav vi hinanden plads til at sørge på hver vores måde, og det tror jeg er vigtigt i den proces.
Føler du, at du er videre efter den tragiske ulykke?
Tiden heler - det er ingen kliche og til sommer er det tre år siden ulykken. I dag er jeg på mange måder kommet videre og føler mig stærkere end nogensinde. Savnet slipper man nok aldrig, især når man har haft en person, så tæt inde på livet og delt så meget med både på scenen med musikken og helt personligt som veninde
Hvorfor tror du, at det lige var Natasja, der skulle afsted'?
Gennem bogen har jeg haft det privilegium at være på en rejse gennem hendes liv og har flere gange stillet mig selv det samme spørgsmål. Måske ville nogle sige, at det var hendes tid og at hendes musik og eftermæle nu er blevet større end hun selv kunne forestille sig, men I mine øjne skulle hun aldrig været gået bort, for jeg mener, hun havde så meget mere at give af. Hvorfor det lige var Natasja, som skulle gå bort den dag, ved jeg ikke, og det svar må jeg få engang, når hende og jeg ses igen. 'Natasja' kan købes her
VIND BOGEN 'Natasja' på bazaronline.dk. Klik her
Se hele galleriet med Natasja: Sådan husker vi Natasja