Mandag morgen… Jeg er på vej på arbejde, og jeg har en fornemmelse af, at dagen i dag er noget ganske særligt. For første gang meget længe – eller måske nogensinde – finder jeg et cool outfit møghurtigt, jeg når at spise min yoghurt og låser mig ikke ude af min lejlighed. Yay, det hele kører! Lige indtil jeg kommer ned til min cykel – eller rettere, min manglende cykel. En eller anden idiot har stjålet min cykel, og sådan noget sker bare ikke for mig. Jeg har aldrig nogensinde mistet noget som helst! Cykelmanden sagde selv, at hvis jeg bare lige brugte 400 kroner ekstra på en lås, så var den ’safe’. Ja, han sagde faktisk ’safe’. Kender du typen, der hele tiden bruger engelske ord for at virke mere overbevisende? Well, sådan var han! Og det virkede. Men det virkede ligesom åbenbart ikke helt nok, vel?!

Dér står jeg så! Raser højlydt og kommer vist også til at råbe ”FUCK!” op til flere gange.

”Har du slået dig?” hører jeg pludselig en sød (og mandlig) stemme spørge mig. Jeg vender mig om og kigger lige ind i verdens nok lækreste blå øjne, der stirrer på mig fra et åbent bilvindue et par meter væk.

”Øhh, altså… nej! Jeg har vist fået stjålet min cykel, og jeg har et mega vigtigt møde på arbejdet, så det hele er bare noget lort. Jeg har lige været hos cykelhandleren og betalt en milliard for en ‘safe’ lås, så det stinker virkelig. Hvad var det egentlig, du spurgte mig om?”

Jeg ævlede bare løs til en eller anden fuldstændig ukendt mand med lækre øjne og en ganske okay bil. Hvad sker der for mig?

”Jeg ville bare høre, om du var ok – men det er du vist, kan jeg forstå?!”

”Jo tak,” svarede jeg flovt og fortsatte alligevel:

”Men helt ærlig, hvad sker der for folk, der mener, det er helt ok at tage andres ting? Man skulle have en bil, så ville det hele være lidt nemmere…”

Noget fik mig til at blive ved med at tale til ham, for jeg kunne slet ikke overskue at skulle stå alene tilbage og glo på den tomme mur, hvor min cykel plejede at holde.

”Jeg vil gerne køre dig på arbejde, hvis det kan hjælpe dig. Medmindre du arbejder i Jylland,” grinede han.

Inden jeg fik sagt tak eller tænkt videre over det, befandt jeg mig på passagersædet i bilen ved siden af ham med de lækre øjne.

Hans profil var også ret fræk, faktisk. Sådan lidt grov og bokseragtig – men uden at ligne en rod (som min mor ville sige det).

”Nå, hvor kan jeg så køre dig hen?”
”Jeg skal bare sættes af på hjørnet af Strandboulevarden og Nordre Frihavnsgade – dér ligger Danmarks bedste reklamebureau’4U’ – og dér arbejder jeg,” svarede jeg kækt uden overhovedet at tænke over, at jeg kunne sidde ved siden af en voldtægtsforbryder på prøveløsladelse.

”Arbejder du der? Det kender jeg faktisk godt. Min lillebror har engang arbejdet i layoutafdelingen i et par måneder, men stoppede for et halvt års tid siden. Det var vist noget med en mærkelig chef, der ikke helt forstod, at der var noget, der hed fritid.”

”Ha ha! Ja, det er ikke helt forkert! Hvad hedder din bror,”spurgte jeg.

”Daniel… Daniel Hasselhov – siger det dig noget?” Hasselhov?! Seriøst – hvad sker der med navnet? Det lyder som ham der Mitch fra Baywatch, der vist også hedder noget med Hassel… Jeg kunne ikke lade være… Latteren spruttede ud af mig.

”Hedder du så også Hasselhoff?” storgrinede jeg kækt og havde inderst inde en fornemmelse af, at jeg havde kendt ham chaufføren af denne BMW i flere år.
”Sjovt,” svarede han.

”Den har jeg hørt sådan cirka 977 gange før. Kender du ham,” svarede han smilende?

Daniel, tænkte jeg… Det sagde mig overhovedet ikke noget.

”Nej, det tror jeg ikke. Men jeg har heller ikke noget med den afdeling at gøre, og vi er alligevel næsten 100 ansatte. Men det med chefen – det kan jeg godt kende.”

”Nu sidder du her i min bil, så det ville jo ikke være helt forkert at spørge, hvad du hedder,” siger han pludselig.

”Nej, du har ret. Jeg hedder Josefine – uden PH, altså lige ud af landevejen. Og til efternavn hedder jeg noget så kedeligt Klausen. Og du, hr. Chauffør?”

”Frederik. Frederik Hasselhov – og det udtales ikke HOV som i ups, men mere sådan med et Å,” grinede han.

Hvad i alverden sker der? For et kvarter siden stod jeg og bandede (og græd lidt) over, at jeg havde været offer for et voldsomt tyveri. Nu sidder jeg i en BMW ved siden af Frederik med det grimme efternavn og verdens skønneste øjne, en bokser-profil – og tænker på ingen måde over min tragiske start på morgenen.

”Så er vi der vist. Jeg håber, du når dit vigtige møde. Du ligner i hvert fald én, der er klar. Og det er så absolut positivt ment.”

Han flirter med mig… Han synes, jeg ser klar ud! Betyder det, at jeg ser billig ud? Nej, for det var jo ment positivt.

”Takker, hr. HasselHÅV… Jeg når det hele, og jeg skylder dig et eller andet..?” siger jeg med en lettere åbenhed, så han nemt kan sige, at vi kan tage en kaffe senere.

”Nej, det gør du bestemt ikke, Josefine uden PH. Jeg skal videre – har selv et par møder, jeg ikke har lyst til at misse. Go’ arbejdsdag og held og lykke med eftersøgningen af cyklen.”

Trekant...

Oooough, my god! Han er sikkert lykkeligt gift, har et par unger og synes, jeg er en latterlig, forvirret lille tøs. Det sker ikke så tit for mig, at jeg ikke får det, som jeg vil ha’ det, men denne gang må jeg vist tage til takke med et lift til arbejdet.

Jeg nåede mit vigtige møde, og jeg var en succes. Kunderne elskede min idé, og de har skrevet under på kontrakten. Fab! Jeg kan sgu godt lide at være sådan en slags sekretær – for så er man altså lidt uundværlig, synes jeg. Men jeg kunne bare ikke få ham Hasselhov ud af hovedet. Faktisk kildede det i hele min krop, når jeg tænkte på ham – og hans fantastiske profil. For første gang længe kunne jeg mærke, jeg havde lyst… Lyst! Rigtig lyst! Det er ikke sket, siden Janus og jeg gik fra hinanden for et par måneder siden. Dammit! (Udenlandsk ord, I know).

Janus… Åhh, Janus! Ham skal jeg lige gøre dig lidt klogere på. Jeg mødte den studerende Janus i byen, hvor min veninde Trine forsøgte at score ham – men jeg endte altså hjemme hos ham, efter Trine havde givet lov. Han boede i verdens mindste et-værelses lejlighed, hvor det vigtigste, nemlig sengen, var placeret midt i rummet. Vi dyrkede det ondeste sex på sådan en ”fuck, jeg er stiv”-måde – og dagen efter vågnede jeg ved, at han lå under dynen og slikkede mig, som om han aldrig havde lavet andet i sit liv.

Jeg var solgt – på stedet! Selvom han med sine 20 umodne år var fire år yngre end mig, så kunne han altså noget. Vi kaldte os ret hurtigt kærester, og han nåede at møde mine forældre og min søster og hendes ret så røvsyge mand og to unger op til flere gange.

Men… Ja, der er naturligvis et men. Da hans 21-års fødselsdag nærmede sig, havde han kun et eneste ønske. Han ville have en trekant, altså med mig og en
anden pige. Som nyforelsket og supergod kæreste, der gerne ville udstråle, at jeg var med på DEN VÆRSTE, skulle han naturligvis have sit ønske opfyldt. Jeg informerede min bedste veninde Kamille om mit lille hemmelige projekt, og hun hjalp mig med at finde en eller anden tøs på en dating-side på nettet. En 20-årig pige med silikonebryster, extensions og akrylnegle. Jep, alle mine fordomme blev hurtigt indfriet.

”Det er sgu da ligegyldigt, hvordan hun ser ud. Janus vil jo bare se dig blive slikket af en anden pige – mens du gør ting og sager ved ham. De kommer jo ikke til at pille ved hinanden, Jose,” sagde Kamille trøstende til mig. Wrong! So fuckin’ wrong, Kamille! ♥

Læs andet afsnit af novellen her!