Læs første og andet afsnit!

Der var nu gået tre dage, og Frederikke havde ikke svaret på nogen af Mettes utallige sms’er eller opkald. Mette var tilbage i Århus, og hun vidste, hun var nødt til at gøre et eller andet. Hun var nødt til at undskylde – og ikke mindst fortælle sandheden om hende og Lasse. Hun besluttede sig for at skrive et gammeldags brev, for de gjorde de to veninder altid, når det var noget mere alvorligt. Hun sendte brevet samme dag, og to dage efter ringede hendes mobil:

-Hej Mette, det er Peter. Forstyrrer jeg?
Det var Frederikkes far…
-Nej, slet ikke… Hvad kan jeg gøre for dig?
-Sagen er den, at jeg ikke kan få fat på Frederikke, så jeg tænkte, at du måske vidste, hvor hun var. Du er måske kommet hjem til Århus?

Mette besluttede sig for at fortælle hele historien til Peter, for hun vidste, han ville tage det pænt. Hun fortalte dog ikke om hendes mærkelige nat hos Lasse. Peter besluttede hurtigt at køre til København, og Mette valgte at tage med. I bilen på vej til København talte de to om Frederikkes mor, om uheldet om Peters desperate forsøg på at vise sin datter, at han elskede hende og om Frederikkes indre kaos. Det var rart for Mette at kunne tale om det, for hun havde jo også kendt Birgitte i rigtig mange år.

Peter havde sin ekstranøgle med, så de låste sig stille ind i opgangen og bankede på døren. Der var ingen hjemme, men Mette kunne se sit brev ligge på bordet – åbnet og revet i stykker. Og så var der rodet, beskidt, og der stod en bunke tomme vinglas på køkkenbordet.
- Hun er nok på arbejde på caféen. Jeg ved, hvor det er, så lad os køre derned og overraske hende, forsøgte Mette.
-Nej… Lad os vente her. Jeg vil ikke komme brasende på hendes arbejde og lave en scene, svarede faren og satte sig til rette i en af de lækre sofaer, han havde sponsoreret.

De ventede i flere timer, mens de skiftevis ringede på hendes mobil, der ikke blev svaret. Mette besluttede sig for at ringe til Lasse, for det kunne jo være, han vidste noget. Hun fandt hurtigt hans nummer, og han tog den.
-Nej, jeg har ikke hørt fra hende siden, den aften, hvor hun blev så hysterisk, fordi jeg jokede lidt med alt det med hendes mor. Hvad skete der lige for hende!?
Mette lod ham tale, for faren sad lige ved siden af.
-Men jeg har hørt fra de andre, at hun har arbejdet hver dag og hver aften nede på caféen. Jeg holder mig sgu væk – jeg gider ikke at være en del af jeres syge spil.

Mette lagde på og overbeviste faren om, at hun VAR nede på caféen og at de burde køre derned. Det gjorde de og ganske rigtigt stod hun dér bag udendørsbaren og serverede koldt hvidvin for de cool Københavnere. Hun så træt og brugt ud – og bleg, hvilket var en sjældenhed. Hendes øjne var hævede, men blev helt stive, da hun fik øje på sin far og sin bedste veninde fra bondelandet.

- Min skat… Må vi lige låne dig et øjeblik, sagde Peter stille til sin datter, der modvilligt gik med ham rundt om hjørnet, hvor Mette stod og ventede i baggrunden. Mette iagttog den svage krop, der tog imod farens massive kram, hvorefter tårerne begyndte at fosse ud af de isblå øjne.
Frederikke gik tilbage og talte kort med en af de andre tjenere, lagde sit tørklæde og gik med ind i bilen. Endnu havde Mette og Frederikke ikke sagt et ord til hinanden. De tre kørte nordpå og parkerede bilen ved Dyrehaven, hvor de alle steg ud uden at sige en lyd.

- Undskyld, sagde Frederikke pludseligt til sin far.
- Undskyld at jeg udnytter dig, undskyld at jeg ikke besøger dig, undskyld at jeg bruger alle mors penge på ingenting, undskyld at jeg bare ikke kan finde ud af at komme videre.
De græd – begge to. Mette gik i baggrunden og overvejede, hvornår og hvordan hun skulle komme på banen. Det kom heldigvis helt af sig selv.

- Mette… Tak for dit brev. Jeg har hadet dig, siden jeg læste det brev.
Hun kiggede Mette dybt ind i øjnene, mens hun sagde de hårde ord.
- Men… Ved du hvad? Du er min ældste, min bedste og mest elskelige veninde, og jeg kunne jo bare lade være med at slæbe dig ind i det forbandede Lasse-univers. Du er ikke den eneste, han har charmeret… Det er noget af det, han gør bedst, har jeg fundet ud af…
Peter kiggede den anden vej. Han forstod vist godt, at lige præcis det her ikke ved kom ham.
- Det handler jo heller ikke om ham. Det handler om mig og min triste, overfladiske tilværelse. Jeg er ikke glad og har ikke været det længe. Det gik ud over dig, min bondetøs…
- Frede… Jeg…. Undskyld! Men mit liv uden dig er ikke noget værd! Jeg vil gøre alt i verden, for at vi kan komme videre, tudede Mette, så det var svært at forstå, hvad hun sagde.

De tre gik tæt i to timer rundt i den varme skov, og Frederikke gik i midten. De snakkede om Birgitte, om den frygtelige ulykke, om Frederikkes indre blik af morens blødende ansigt. De snakkede om Århus, de snakkede om de tørre blomster i farens have. De snakkede om minder – både de gode og de dårlige. De endte hjemme i lejligheden på 3. tv, hvor de alle gik i gang med en massiv oprydning.

- Tag mig med hjem, Farmand, sagde Frede pludseligt og lød som om, hun var 12 år gammel.
Hun var træt, trist og havde brug for noget ægte tryghed – det havde Mette forudset for lang tid siden. Men at det skulle komme helt af sig selv, det havde Mette aldrig troet.

Lejligheden stod som ny, hvilket den jo også var. Mette ringede ned på caféen for at fortælle, at Frederikke sagde op fra dags dato, eftersom hun skulle være i Århus på ubestemt tid. Peter ringede til rengøringshjælpen og bad dem om at åbne Frederikkes gamle del af huset i Århus - og gøre det klar til sin elskede datter, der mindede ham mere og mere om Birgitte.

- Vi kommer tilbage snart, Frede. Og jeg flytter med dig. Jeg vil aldrig nogensinde undvære dig. Og hvis du vil skrotte dit walkin-closet, så er det mit værelse, grinede Mette til sin veninde, der igen havde fået liv i sit ansigt.
- Altid! Men sommeren skal jeg nyde i Århus i mit hus sammen med min far. Vi har vist en del, vi skal tale om med eller uden professionel hjælp, svarede Frederikke og kiggede op på sin far, der nikkede blidt.
- Og far… Du bør vist også fortælle om det der ”forretningsmøde”, du havde en lørdag aften, sidst du var her i København…
- Når du er parat, min skat, svarede Peter.
- Jeg er parat til, at du skal komme videre… Nu mangler vi bare mig, sagde Frede og kiggede skiftevis på sin far og sin elskede bonderøvsveninde.

Læs også sommernovellen fra sidste år her!