Utroskab
Sådan dealer du med utroskab
Vi har snakket med Tanja Glückstadt, der er parterapeut og sexolog, og hun møder næsten hver dag par, hvor den ene har været utro.
torsdag 25.11.10
- Af Anna Ruskjær Keemink / Foto Colourbox
Hvorfor er nogle mænd utro?
“Det kan der være mange forskellige årsager til. Ofte er det, fordi parforholdet er blevet rutine – dagligdagen og arbejdet fylder det hele, og man har ikke rigtig tid til forholdet. Når man så er sammen, så sidder den ene måske med computeren og den anden foran tv’et. Man glemmer simple ting som at spørge hinanden ’hvordan er din dag gået?’ Hvis det bliver sådan, så kan nogle finde på at være sammen med andre, og mange af dem, der er utro, gør det simpelthen for at få bekræftelse. Det er spændende og nyt at være sammen med en ny partner – det giver et sus og lader til at være uden komplikationer.”
Er det ok at tjekke hans mobil, hvis man er bange for, at han er utro?
“Det kan godt være i orden at tjekke mobilen, men kun hvis det bygger på en reel mistro – ikke hvis det bare handler om en jalousi, som egentlig ikke har noget med kæresten at gøre. Men det er bedre at tjekke end at blive vildt utryg og bange for, hvad han mon går og laver. Og hvis man så ikke finder nogen beviser på mobilen, så skal man droppe det igen – ikke noget med at gå og tjekke hver dag!”
Læs også: Grænsen for utroskab
Hvordan kommer man videre med forholdet, hvis kæresten har været utro?
“Prøv at finde ud af, hvad det egentlig var, der fungerede, da I startede med at være kærester. Snak om, hvordan I kommer tilbage til dengang, hvor forholdet fungerede. Hvad var I gode til – hvad gjorde I anderledes? Prioriter noget tid sammen. Og så er det meget vigtigt, at den ene part skal kunne tilgive, men det handler også om at tale om, hvad der gik galt, så man undgår at havne i samme situation igen.”
Men hvordan kan man komme til at stole på ham igen?
“Det kræver noget arbejde, for når nogen har været én utro, er man efterladt med et tillidsbrud af dimensioner. Det er vigtigt, at den, der har været utro, svarer på kærestens mange spørgsmål omkring utroskabet. Den utro har en større opgave i at opbygge tilliden igen. Selvom det kan gøre rigtig ondt at høre svarene, kan det faktisk gøre den sårede mere tryg. Men efter et stykke tid skal man begynde at lukke ned for sin vrede og stoppe med at stille mange spørgsmål. Og husk så på, at utroskab faktisk kan føre til et bedre forhold. Man kan blive mere opmærksom på hinanden, få bedre kommunikation og få en større respekt for hinanden.”
Hvad kan man gøre for helt at undgå utroskab?
“Det er meget vigtigt, at I prioriterer tid sammen og taler sammen. Sig til din kæreste, hvad du forventer af ham – han kan ikke nødvendigvis gætte det. Og så kan det være en god idé at tage en dag om måneden, hvor I laver et servicetjek på jeres forhold. Sæt jer ned og snak om, hvordan det går med jer, og tal om jeres fremtidsdrømme – hav nogle visioner for forholdet, både seksuelt og i det daglige.”