Parforhold
Sådan gør du din fyr glad
Vi har spurgt fem fyre, hvad der gør dem glade. Læs og lær, hvordan du kan forkæle din kæreste!
torsdag 14.4.11
- Af Redaktionen / Foto Colourbox
1. Gør dig lækker
- Det er rigtig dejligt, når en kvinde gør noget ud af sig selv. Man bliver i meget bedre humør, når man kommer hjem, og der sidder en smuk kvinde, frem for at der ligger en i sofaen i natbukser og ser Horton-sagaen. Og så bliver jeg glad, når en kvinde giver mig plads til at være mand. Det er irriterende ikke at få lov til at tage ud og se fodbold og skeje ud. Så det er virkelig dejligt, når det er accepteret, at jeg har et behov for at drikke nogle bajere med drengene en gang imellem, Mads, 29 år.
Læs også: 10 facts om danskernes datingvaner
2. Giv mig remoten
- Jeg bliver glad, når min kæreste vil være med til at se fodbold eller cykling og viser, at hun går op i det. Jeg kan godt lide, at noget, jeg synes er spændende, bliver en fælles ting. Og så gør hun mig glad, når hun lader mig sidde med fjernbetjeningen, når vi ser tv, for det ved hun, at jeg af en eller anden underlig grund har det bedst med. Men hun gør mig også glad, når hun får mig til at føle mig som en mand. Selvom hun har lige så godt styr på det med værktøj, bliver jeg glad, når hun regner med, at jeg er den, der står for at hamre, bore og skrue derhjemme, Simon, 27 år.
3. Gør noget ekstra
- Jeg sætter virkelig stor pris på, at kvinder gør noget uventet for at gøre mig glad. Det er en rigtig fin gestus, som viser, at hun har tænkt på mig. En tidligere kæreste havde engang fået fat i en nøgle til min lejlighed og shinet det hele op. Og en anden kæreste tog engang med mig til København fra Århus for at se en fodboldkamp. Hun gjorde det udelukkende for at være sammen med mig, og det satte jeg virkelig stor pris på. Men det er også dejligt, når en kvinde anerkender de ting, jeg gør. Jeg boede engang sammen med en kæreste, hvor det primært var mig, der stod for at vaske tøj og rydde op, men hun var virkelig god til at rose mig, og det gjorde mig glad, at hun satte pris på det, Jakob, 28 år.
4. Pas mig, når jeg er syg
- Jeg bliver vildt glad, når min kæreste rydder op i min lejlighed. Det giver mig ny energi, og så får jeg lyst til at gøre noget for hende. Købe ind og lave en lækker middag. Og når jeg er syg, bliver jeg glad, når hun viser mig ekstremt meget medynk, for det er det eneste, der kan forsøde det bare lidt. En dag jeg var syg, kom hun hjem til mig med et bilblad og en masse frugt. Det var dejligt. Og så har vi lige været i Vietnam, hvor hun virkelig havde sat sig ind i, hvordan man skulle rejse rundt, og hvilke byer der var værd at se. Det var jeg rigtig glad for, for det gjorde turen vildt fed. Jeg er nemlig selv sådan en, der bare pakker, men glemmer underbukser og ikke ved, hvilken by vi er i, Laurits, 26 år.
Læs også: Få fut i forholdet
5. Ros min krop
- På et egoistisk plan gør ros mig glad. Det er meget banalt og sådan en alfahan-ting. Men i det helt små kan det være, hvis jeg kan nå noget i et højt skab, og min kæreste siger ”nej, hvor er du høj!” eller ”hvor er du stærk!” Når jeg bliver rost for nogle ting, som manden fra naturens hånd er sat i verden til, bliver jeg glad. Det får mig ligesom til at skyde brystet frem. Og så gør sex mig glad. Hvis min kæreste tager initiativ til sex og signalerer, at hun vil have mig, bliver jeg rigtig glad. Så man kan sige, at ting, der booster min maskulinitet, gør mig glad, Nis, 30 år.